12/03/2021

Vær bedre end konkurrenterne til at lære fra dig

Du kan annoncere.

Du kan hyre sælgere.

Du kan sponsorere begivenheder.

Men konkurrenterne gør det samme. Hvordan hjælper det dig til at markere dig?

I stedet for at forsøge at bruge mere, sælge mere eller sponsorere mere end konkurrenterne skulle du prøve at slå dem i den disciplin, der hedder at lære fra sig. Det er formentlig noget mange af konkurrenterne end ikke har overvejet.

De fleste virksomheder fokuserer på at sælge eller servicere, mens det aldrig falder dem ind, at de kunne bruge kræfter på at undervise og lære fra sig. Gennem undervisning knytter du et bånd, som det er umuligt at knytte ved hjælp af traditionelle markedsføringstaktikker.

Én ting er at købe folks opmærksomhed ved hjælp af reklamer i blade eller bannerreklamer på nettet. Noget andet er at gøre sig fortjent til deres loyalitet ved at undervise dem. De vil i højere grad stole på dig. De vil respektere dig mere.

De kan godt tilhøre din fanskare, selvom de ikke anvender dit produkt.

Undervisning er noget, enkeltpersoner og små virksomheder kan give sig af med, og som de store konkurrenter ikke har mulighed for.
Store virksomheder har råd til reklamer på tv2 – Det har du sandsynligvis ikke.

Men du har råd til at undervise, til at lære fra dig, og det er noget, de store ofte aldrig vil finde på, for i store virksomheder skal alt filtreres gennem en advokat og passere gennem flere lag af bureaukrati.

Ved at tilbyde at undervise kunderne får du chancen for at udmanøvrere dem.