17/03/2021

Fiasko er ikke en manddomsprøve

At man lærer af sine fejl, er stærkt overvurderet.

I forretningsverdenen er fiasko blevet lidt af en manddomsprøve, som man forventes at bestå.

Man hører hele tiden, hvordan det forventes, at ni ud af ti foretagender slår fejl.

Man hører, at chancerne for succes for den forretning, man er i gang med, stort set er lig nul.

Man hører, at fiasko er med til at styrke ens karakter. Folk giver én gode råd: ”Sørg for at få fiasko på et tidligt tidspunkt, og gør det ofte.”

Med al den snak om fiasko kan man ikke undgå at blive påvirket. Det ligger hele tiden i luften. Men man skal sørge for ikke at inhalere. Lad dig ikke narre af statistikken.

Andres fiaskoer er lige præcis det: ANDRES fiaskoer.

Hvis andre har problemer med at markedsføre deres produkter, så har det ikke noget med dig at gøre.

Hvis ikke andre formår at opbygge deres team, har det ikke noget med dig at gøre.

Hvis ikke andre kan prissætte deres servicer, har det ikke noget med dig at gøre.

Hvis andre ikke kan tjene mere ind end de giver ud…. Tjah. Du forstår nok pointen…

En anden udbredt misforståelse. Efter min mening. Går ud på, at man skal lære af sine fejl? Man lærer måske nok, hvad man IKKE skal gøre igen, men hvor værdifuldt er det lige???

Du ved stadig ikke, hvad du BURDE gøre i stedet.

Prøv at sammenligne det med, hvad man kan lære af sine succeser.

Succes giver dig for alvor ammunition. Når noget lykkes, ved du hvorfor det gik godt – og det kan du gøre igen. Og næste gang gør du det garanteret endnu bedre!

Fiasko er efter min mening ikke en forudsætning for succes.

Undersøgelser viser, at iværksættere, der i forvejen er succesrige, har langt større mulighed for at opnå succes igen.

Iværksættere, der én gang har prøvet at gå ned med en virksomhed, har omtrent samme succesrate for deres næste virksomhed, som andre har når de starter virksomhed for første gang.

Det burde ikke komme som nogen overraskelse. Det er præcis den måde, naturen fungerer på. Evolutionen dvæler og gennemanalyserer ikke tidligere fiaskoer, men bygger stort set altid på det, der har fungeret.

Vi alle skulle tage at gøre det samme!